Alting falder fra hinanden...

Personen falder fra hinanden: Der er et utal af variationer af denne buddhistiske anekdote om den kinesiske kejser Wu - der var kendt for at have bygget buddhistiske templer, hospitaler, skoler med videre - som møder Bodidharma, den første buddha, og bliver drevet til vanvid af den vise mands tilsyneladende dunkle tale.

Kejser Wu: Hvor meget fortjeneste har jeg opnået ved mit virke?
Bodidharma: Ingen.
Kejser Wu: Hvad er den endegyldige sandhed?
Bodidharma: Der er ingen sandhed.
Kejser Wu: Hvem er det, der står foran mig?
Bodidharma: Det ved jeg ikke.

Der er ikke nogen fast kerne. Bodidharma er ikke buddhist, lærd, inder, risvins-connaisseur, filatelist eller nogen af de 1000 andre identiteter, der kan beskytte ham mod tomheden ved at sætte et fast skema op for hans adfærd: Jeg er inder, og derfor gør jeg sådan her, tænker således, klæder mig på denne måde... "Inder" er ikke det, Bodidharma er. Men hvad er han så? Jeg kan mærke et stort rum et sted i mit hoved - der er intet i rummet, men det er ikke tomt; det er åbent.

Kroppen falder fra hinanden: Vi render rundt med ca. 100.000 milliarder bakterier i
kroppen. Og det er ikke helt til at sige, hvor bakterierne hører op og mennesket begynder, mener forskerne:

“Human beings are not really individuals; they’re communities of organisms.”

Materien falder fra hinanden: Har du nogensinde kigget på dine hænder? Jeg mener, sådan virkelig kigget på dem? De forsvinder, jo mere du zoomer ind på dem. Glat hud bliver til et bjerglandskab af porer, der opløser sig i celler, molekyler... Det ene øjeblik er dine hænder lige foran dig, det næste øjeblik er grænsen mellem det, der er dine hænder, og alt det, der ikke er, blevet væk. Alt, hvad jeg ser, er vibrerende atomer.

Religion smitter og er farligt, så brug det med omtanke

DR2 laver kun fantastiske programmer! Og her er endnu et: Religionsparasitten - dr.dk/DR2/VidenOm. Videnskabsjournalisten Lone Frank interviewer antropolog Pascal Boyer om hans tanker om, hvorfor religiøse idéer er så gode til at bide sig fast i vores hjerner.

Pascal Boyer er en af de klogere hoveder indenfor den ny religionsforskning, der prøver at lægge religionen under videnskabens mikroskop, og undersøger den med alle midler - psykologiske eksperimenter, hjerne-scanning etc.

Hans konklusion er, at religion så at sige er er en tanke-parasit, der hæfter sig på de dele af vores hjerne, som beskæftiger sig med vores sociale liv og med at holde udkig efter farer. Fx er mennesket et gruppedyr, og derfor er det vigtigt for os hvad de andre tænker, når de ser os - bifalder de vores handlinger, eller misbilliger de dem? Dén opmærksomhed fører direkte til idéen om en altseende og dømmende gud.
Omvendt er vi også opmærksomme på, hvilke intentioner ande mennesker har med os, og det bliver til idéen om, at den altseende gud også har et formål med os.
Vi er også opmærksomme på, om en bevægelse i en busk bare skyldes vinden, eller om det er et rovdyr, der ligger på lur. Selvom vi ikke kan se rovdyret, kan vi sagtens forestille os, at det er der. Det fører fx til tanker om, at der må være en mening med livet - og desuden til konspirationsteorier med mere.

"Ingen religion" giver ikke fred på jord
Lone Frank er en typisk hardcore ny-ateist i stil med Richard Dawkins. Hun vil gerne afskaffe religion, blandt andet fordi hun ser religion som kilde til krig og splid. Men jeg synes hun kommer til at blande tingene sammen her: Det er snarere gruppetænkning, Os mod Dem, der ligger bag, når religioner støder sammen (kombineret med et slagsmål om ressourcer, som altid). Religion kan let erstattes af troen på en anden fælles sag - nationalisme, politiske bevægelser, fodbold-hooliganisme og så videre. Det kan endda være noget så simpelt og dumt som om man er på holdet med de gule eller de grønne t-shirts. Hvad vi samles om er egentlig ligegyldigt, vi vil bare gerne finde sammen om et eller andet.

Hvad kan vi så bruge religion til?
Religion er noget vås. Idéen om at der er en gud er noget vås. Men det forhindrer ikke, at religiøse idéer kan bruges konstruktivt. Der er ikke noget i vejen for, at en tanke-parasit kan bruges fornuftigt - trangen til at høre eller skabe musik menes fx også at være en tanke-parasit på de sociale kredsløb i hjernen. Og dén parasit vil vi jo gerne både beholde og udvikle.

Religion kan bruges bevidst til at sparke dele af hjernen i gang, som vi ellers ikke kan kontrollere, og fx overbevise os selv om, at vi har medvind, at vi nok skal klare det. Og kan gøre det med mere styrke end den rene bevidsthed:
I "Elendighedens London og Paris" beskriver George Orwell, hvordan han og russeren Boris leder efter arbejde som køkkenpersonale. Udsigterne til at finde noget er små, og Orwell er på randen til at give op. Boris, der i mod, kaster sig på knæ og anråber sin skytshelgen, og får overbevist sig selv om, at hun er med ham, og vil sørge for at han finder det forjættede arbejde.

Det er her, overtro har sin styrke. Selvom vores bevidste og rationelle sider vurderer sitationen som umulig, kan religionen give os en fanatisk overbevisning om, at det nok skal lykkes alligevel. Så hvis man kan håndtere at have begge tanker i hovedet samtidig - at der ikke er guder, og at guderne hjælper og støtter dig - er religiøsitet slet ikke nogen dårlig motivator.

Du vil vide mere:
Pascal Boyer: Religion explained - hvorfor er guder så menneskelige? Hvorfor ved de altid, hvad vi foretager os? Og hvorfor er der ikke nogen guder, der kun eksisterer om onsdagen?
Tor Nørretranders: At tro på at tro - Nørretranders samler en lang række dybe tanker om fordele og bagsider ved religion, og prøver at få dem til at gå op i en højere enhed.
George Orwell: Elendighedens London og Paris (el. Paris og London på vrangen)
Musik som parasit: Finsk undersøgelse - "The results suggest that the neurobiology of music perception and production is likely to be related to the pathways affecting intrinsic attachment behavior."

Heartbreak Hotel

"Sometimes I feel so heartbroken, I could kill..." - personerne skifter, men the song remains the same.

























Valby station, fredag aften: En gammel bums med adresse på Sundholm står og skriger af fire unge hårdkogte drenge og deres to veninder. "Snothvalpe! Jeg har været i militæret! Jeg banker jer! Pas på, jeg kan nærkamp!". Knægtene fatter ikke en skid af hans afmagt, det eneste de ser er en fyr de kan tæve som truer deres selvværd - så lidt skal der åbenbart til. De har selv tydeligvis ikke andet end deres macho-frisurer, sorte jakker og attituder at læne sig op ad. Den ene underhund bider efter den anden, mens de rige får skattelettelser for at vi kan øge den økonomiske vækst og bevare den danske velfærdsstat. Hold kæft, hvor jeg dog hader den måde det her samfund er ved at blive skruet sammen på.

Vi vil ikke betale mere i skat... eller vil vi?

Buddha sagde: ”Stol ikke på noget, alene fordi en masse mennesker siger det. Stol ikke på noget, alene fordi det kommer fra en autoritet” (i min frie oversættelse).

Og det er værd at huske sig selv på. For vi ved jo alle sammen, at danskerne ikke vil betale mere i skat: Nationalbankens direktør Nils Bernstein bliver citeret i Børsen for at "vi har nået smertegrænsen for skat". Direktøren for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd siger, at vi befinder os ved slutningen af en epoke, hvor skattetrykket ikke kan vokse yderligere.

Så burde der jo ikke være noget at diskutere. Autoriteterne er enige: Vi vil ikke betale mere i skat.

Men øh... Jo vi vil! Det står i Børsen, af alle steder. Skattenægternes yndlingsavis skriver om en rundspørge, hvor 2 ud af 3 af os siger "Jo, vi vil faktisk gerne betale mere i skat!": Danskerne vil betale mere i skat

Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan der kan opstå sådan en enighed i den offentlige debat om noget, som helt åbenlyst er lodret forkert!

Er det dovenskab – at man ikke gider undersøge, hvad skatteyderne egentlig mener? Inkompetence – at man ikke kan finde ud af at spørge? Er det fordi man er ligeglad? Er det fordi d'herrer kun bevæger sig i vellønnede cirkler, hvor topskattelettelser virkelig giver kassen?

Det er især til at tude af raseri over, at Nils Bernstein får lov til at slippe afsted med sin påstand. For i den tale, han bliver citeret fra, siger han (med lidt andre ord), at han gætter på at smertegrænsen er nået. Ingen komplicerede nationaløkonomiske argumenter eller noget som helst i den dur - han gætter bare. Gætter? Hvad er der sket med at gå ud og undersøge virkeligheden, Bernstein? Røg det ud i 2001 sammen med eksperterne? … for slet ikke at tale om, at han siger det efter at ham og hans rige venner har fået skattelettelser. Din skat er ikke steget, Bernstein, den er faldet!

Smertegrænse, min bare røv!

Bernstein: Smertegrænsen for skat er nået
Skattetrykkets epoke er slut - dr.dk/P1/Krause på tværs/Udsendelser

Invita #2

(Dette er en opfølger til Fra Invita til den indre fantasiløse usikkerhed)

Det er meget let at brokke sig, men brok alene kommer vi lissom ikke så langt med. Så jeg ringede til Invita for at høre hvad de havde tænkt på, da de skruede deres kampagne sammen.

Innovationsdirektør Helle Fylgraff virker først lidt overrasket over denne her person, der ringer ud af det blå og prøver at forklare, at øh, han føler sig i bund og grund hånet af Invita og Mads Christensen, bare han går uden for en dør. Men hun indvilliger hurtigt - "hvis du er så sur, at du ligefrem skriver om det, så vil jeg jo gerne høre, hvad du har at sige".

- Hvorfor har I valgt Blærerøven som fokus for den her kampagne?
- Fordi vi gerne vil fortælle, at vi ikke går på kompromis, når det drejer sig om kvalitet og lækre detaljer i vores køkkener. Og det mente vi, at Mads Christensen var et meget godt forbillede på; han går jo aldrig på kompromis, siger Helle Fyllgraf:

- Men der er et indbygget paradoks i kampagnen, fordi Mads Christensen for mange er kendt som den store blærerøv, men vi bruger ham til at fokusere på en indre blærerøv, de indre værdier og kvaliteter. Meningen er ikke, at man skal vise sig frem eller blære sig - vi vil gerne fokusere på brugen af køkkenet, på den indre glæde, man får i det daglige over at arbejde i et køkken med ordentlig kvalitet, glæden ved detaljerne. Det er derfor vi kalder det den 'indre blærerøv'.

- Okay.. så vil jeg jo nok mene at I ikke har ramt helt plet...
- Ja... det kan være, at nogle opfatter det anderledes, - vi ved heldigvis også, at størsteparten opfatter det som vi havde tiltænkt, siger Helle Fyllgraf:

- Men det var da også et sats at bruge Mads Christensen - halvdelen af befolkningen synes jo han er fantastisk, mens den anden halvdel ikke bryder sig om ham.

Så det. Historien ender med bare at handle om en forfejlet reklamekampagne (eller at jeg ikke kan forstå et budskab på fire ord; der skal jo to til at kommunikere). Jeg føler mig lidt dum over at have hidset mig op på den måde, for det var jo ikke sådan de mente det...

Men så begynder jeg at spekulere over, hvordan denne tanke overhovedet kan opstå: At glæden ved godt håndværk er synonymt med at blære sig. Er det bare sproglig uformåen, eller stikker der noget andet under?

Der stikker noget andet under.... Hos reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, der står bag kampagnen, forklarer Helle Fyllgraf videre, at

"Mads Christensen skiller vandene. Nogen kan lide ham, og andre kan ikke. Men det er helt okay. Folk må gerne tage stilling til vores reklamer, og når vi samtidig går dybere ned i vores målgruppe, så er der et rigtig godt match mellem dem, vi gerne vil have fat i og Mads Christensen."

Altså: Der er en del af befolkningen, som ikke skelner mellem udvendigt blær og reelt godt håndværk. Og det er altså den del af befolkningen, som Invita gerne vil have fat i, fordi Invita kan tjene penge på at sælge køkkener til dem.

Målgruppen for Invitas kampagne føler et sted i deres indre at "Det Gode" - det gode liv, den mest fyldestgørende måde at bruge sin korte tid under solen - er at skaffe sig status.

Og det er forkert. At fokusere på ydre værdier som status og ejendele gør dig 60% mere paranoid, 52% mere narcissistisk og får dig til at føle dig 48% mere tom indeni, i forhold til gennemsnitsborgeren - og meget mere af samme livsfjendtlige skuffe.
Det var i hvert fald det resultat Patricia og Jacob Cohen kom frem til i 1996: De udspurgte 700 børn og unge i New York om deres fokus på ydre kontra indre værdier, og tjekkede derefter hvor meget disse børn og unge led af en lang række personlighedsforstyrrelser. Hele undersøgelsen er her, og den er desuden refereret i Tim Kassers The High Price of Materialism, som jeg har skrevet kort om her.

Men der er penge i lortet. Og derfor blærer Mads Christensen sig, på vegne af Invita, i reklamer på tv og i gadebilledet, hvor det ikke er til at slippe for at se på ham, med mindre du bruger dine dyrebare hjerne-ressourcer på bevidst at undgå det. Og hvis du tror at dét ikke påvirker dig, er du kraftedme fucking naiv:
"Næh, jeg bliver skam ikke påvirket af mine omgivelser. Min omverden betyder ikke noget, for jeg lever kun inde i mit eget hoved. Og der er heller ikke nogen grænser for, hvad jeg kan koncentrere mig om at undgå at se på."
Lyder det realistisk? Nej, og det er det heller ikke.

Derfor pisser Invitas kampagne mig - stadigvæk & igen - af. Den lokker os ind i en måde at tænke på, som giver mindre livsglæde og dårligere muligheder for kærlighed og nære forhold, alene fordi Invita og Mads Christensen skal tjene penge. Det er muligvis godt for Danmarks økonomiske vækst - men det er dræbende for de mennesker, der lever i Danmark.

P.S. - Ironisk nok kan blærerøven himself godt fornemme, at situationen er uholdbar. Det kan du læse i Berlingske Fri's fantastiske interview med Mads Christensen:

»Jeg tror, du bliver skuffet. Der er ikke noget bag facaden.«

Det var Mads Christensens reaktion, da han hørte, vi ville lave en længere ting med ham. Ordene lød, som hvis et menneske, jeg kun kender perifert, pludselig siger: »Min mor døde i morges.« Ærligt, uigenkaldeligt, hårdt. Og man ved ikke, hvad man skal svare.

Svensk psykologiprofessor: Børsmæglere er en flok hysteriske kællinger

En svensk undersøgelse kigger på psykologiske faktorer bag finanskrisen - herunder på børsmægleres personlighed: Mæglere er mere udadvendte og oplevelsessøgende, og det betyder, at de tager flere og større chancer end andre mennesker, og har lettere ved at overvurdere deres egne evner til at regne markedet ud. Tendenser, der forstærkes af deres følelser og det miljø, de færdes i:

Stock market investors are more prone to cognitive biases, such as overconfidence, that are reinforced by affective and social influences. These social and personality factors may contribute to several phenomena observed in stock markets such as volatility of stock prices due to excessive trading.

Eller mindre pænt sagt: Børsmæglere er en flok hysteriske kællinger med opblæst selvtillid, som gejler hinanden og aktiekurserne op, totalt blinde for den virkelige verden bag deres handler.

Hav den i baghovedet, når det næste talende jakkesæt fra børsen kommer på skærmen og påstår, at de da naturligvis er ansvarlige mennesker, der udelukkende arbejder for at føre risikovillig kapital sammen med virksomheder, der har behov for kredit.

The Psychological Science Behind Financial Crises af prof. Tommy Gärling, psykologisk institut på Göteborg Uni.

Materialisme giver angst og lavt selvværd

Hippier som jeg selv har i årevis råbt op om, at det umuligt kan være godt for noget at bruge sit liv på bare at rage flere ting til sig. Og det er ikke bare en løs påstand - psykologen Tim Kasser dokumenterer det i bogen The High Price of Materialism.

Faktisk er den konstante jagt på ydre anerkendelse og flere forbrugsgoder direkte usund, siger Tim Kasser.

Tim Kasser leder psykologi-afdelingen på Knox College i Illinois. 'The High Price of Materialism' er de samlede resultater af hans undersøgelser af, hvad det betyder for dit psykiske helbred at fokusere på materielle og ydre værdier: "... people whose values center on the accumulation of wealth or material possessions face a greater risk of unhappiness, including anxiety, depression, low self-esteem, and problems with intimacy—regardless of age, income, or culture."
Bogen er vel at mærke ikke bare teori og spekulationer. Tim Kasser (det er ham på billedet til højre) når frem til sine konklusioner ved først at vurdere interviewpersonernes grad af materialisme med spørgeskemaer, hvorpå han tester deres psykiske helbred, med ret skræmmende resultater.

I den milde ende har folk, der i hans skemaer kommer ud som mere materialistisk indstillede, fx mareridt seks gange så hyppigt som folk, der i højere grad fokuserer på indre værdier.

Du kan låne 'The High Price of Materialism' på biblioteket.
Tim Kassers hjemmeside på Knox College.

Fra Invita til den indre fantasiløse usikkerhed

Det her billede - plastret op på vinduet i en Invita-køkkenforretning - er noget af det første, der møder mig, når jeg går ud af min port og drejer til højre: En 1:1 fotostat af Mads Christensen, der sælger køkkener.

Jeg giver det nærmest automatisk fingeren, samtidig med at spørgsmålene vælter frem i mit hoved: Hvorfor skal jeg være imponeret over dit køkken? Hvis jeg ikke har et Invita-køkken eller to guldure, kan jeg så ikke blære mig? Og hvis jeg ikke kan blære mig, er jeg så mindre succesfuld og eftertragtet end Mads Christensen og Invita-køkkenejere? Og hvordan kan jeg slippe ud af denne følelse af underlegenhed - udover at ryge i fælden og købe et Invita-køkken?

Jeg har aldrig ønsket mig hverken et samtalekøkken eller to guldure, så jeg burde bare ignorere Invitas opfordring til at dyrke blærerøvsmentaliteten. Men det kan jeg ikke, af flere grunde.

For det første fordi fotostaten af Mads Christensen kigger mig lige i øjnene. For det andet fordi tekstens blærerøvs-budskab henvender sig direkte til andre mennesker: Man kan ikke blære sig, hvis der ikke er nogen at blære sig overfor.

Og for det tredje er en blærerøvs underforståede budskab altid, at han har mere end den person, han henvender sig til: Der er jo ikke meget blær over at have to guldure, hvis alle andre har tre.

Mads Christensens reklamefigur står altså og råber mig ind i ansigtet: "Ha ha, jeg har mere end dig, din bums!" Den får mig til at føle mig mindre værd, hver gang jeg skal ned i Fakta. Alene fordi der skulle tjenes penge - af Mads C. som reklamestatist, og af Invita, der regner med at han kan sælge deres køkkener.

Som International Noise Conspiracy sagde: "Distasteful, ugly and cheap - that's how you make me feel!"



Jamen, hvad er der nu i vejen med at blære sig? Dit mavesure væsen, må vi da ikke vise os frem? Skal vi bare være små og grå og ens alle sammen? Nej, for fanden! Men lad mig foreslå et andet koncept: Stolthed!

Både stolthed og blær tilfredsstiller vores behov for opmærksomhed og anerkendelse fra vores omverden. Men der er vigtige forskelle. Du kan være stolt af ting, som du ikke kan blære dig med - mens du kan blære dig af ting, som du ikke kan være stolt af.

Du kan være stolt af din indsats, eller af resultaterne af dine anstrengelser. Du kan være stolt af at have overvundet dig selv. Blær forholder sig kun til, hvad de andre har. Du kan blære dig med en Jaguar, som du har vundet i lotto - men det giver ikke rigtig nogen mening at være stolt af at vinde i lotto.

Du kan være stolt af at overvinde dig selv - og dét fører ind på områder som at kende dig selv, dine styrker og svagheder og egne dybe ønsker. At ekspandere som menneske! Blær fører dig ind på en konkurrence om at se ud som om du har mere eller er mere end naboen, som et mål i sig selv (og på den måde fyrer blær også samtidig op under den Jantelov, som blærerøve ellers brokker sig over).

Vi har alle sammen mulighed for at blive stolte, hvis vi gør en indsats. Men der er, groft sagt, kun plads til én blærerøv i pyramiden - og det er oven i købet underordnet, hvordan man er nået frem til at kunne blære sig; det er kun skinnet, der tæller.


Både stolthed og blær kan ægge til konkurrence. Men jeg påstår, at den konkurrence, der kommer ud af at fokusere på stolthed, er både sundere og større end den, der kommer af at fokusere på blær. Der er både plads til flere discipliner og flere forskellige spillere end på blærerøvsbanen - det er sund kappestrid kontra ræset om guldkalven. Stolte mennesker er eksempler til efterfølgelse. Blærerøve er konkurrenter, der skal nakkes.

Blær, i sin yderste klammeste & lammeste konsekvens, gør livet mindre og fladere - reducerer det til penge, statussymboler og udvendighed, kvinden i dit liv reduceret til "en lækker røv" (som M.C. siger i kampagnens tv-reklame) og andre mennesker reduceret til tilskuere og trappetrin i en desperat og forfejlet jagt på selvværd og mening.

Skulle jeg føle mig underlegen overfor folk, der ikke kan forestille sig en større og rigere verden end dét? Nej, det er vist ingen grund til.

Her er Invitas 'Den indre blærerøv'-kampagneside, hvis du ikke har set tv-reklamen endnu.

p.s. ... jeg bliver i virkelig dårligt humør af at være så negativ. Jeg har jo hverken noget imod kvalitetskøkkener eller selvglæde - vi skal sgu' være glade for os selv. Jeg kan godt lide, at Mads Christensen er derude... i hvert fald noget af ham - jeg bryder mig ikke om hans tøjsmag, men hey, lad 1000 æstetikker blomstre! Jeg kan godt lide at han er en fuckin' provo, og tanken om overflod og champagne får også mit hjerte til at banke hurtigere. Mmmh, Mads... kom herover og sæt dig på mit skød, så jeg kan nappe dig lidt i øret, din lille frækkert!
Pointe? Der er tonsvis af ting her i livet, der er større, vildere, gladere og mere sexede end øget salg af køkkener, statusræs og økonomisk vækst... sku' vi ikke bruge vores tid og energi på dem i stedet - Isaac, hvad siger du?

To the gold mines and beyond!

Glem Mars i et stykke tid. Næste skridt ud i SPAAAAAACE er at lande på en asteroide: NASAs officielle næste mission er en bemandet asteroide-landing i 2015.

Fordelen ved asteroider er at de er lette at tage hjem fra - de har nærmest ingen tyngdekraft, så man skal ikke tage særlig meget ekstra brændstof med for at lette fra dem. Måske er der endda is, så hjemturen kan klares pr. dampmaskine. Turen vil i sig selv naturligvis give en masse erfaring i, hvordan vi skal rejse gennem verdensrummet. Og der vil sikkert være både platin og guld at grave op (fx nok ti gange mere guld end i de bedste guldminer på denne planet).

Nu bygger NASA jo ikke selv sine rumskibe. I denne omgang er det Lockheed Martin, verdens største våbenfabrikant, der har udtænkt planerne for rumskibet. Og deres motivation er deprimerende gammeldags: Sikkerhed, nysgerrighed og rigdom. Nysgerrighed er selvfølgelig altid godt, men resten? Sikkerhed i form af at beskytte Jorden mod dommedagslignende asteroidenedslag (en idé, som USAs militær kom op med i samme øjeblik Sovjetunionen faldt, og der manglede en ydre fjende at ruste sig mod), og så altså flere penge i form af platin, guld m.v. - er det virkelig hvad blomsten af vestens teknokrati kan komme op med af drømme om menneskehedens næste store skridt?
  Men OK - i sidste ende er det forhåbentlig bedre at Lockheed bruger deres energi på at komme ud i rummet end på at sælge våben til Israel og Saudi Arabien.

Space.com: 'Plymouth Rock' Deep Space Asteroid Mission Idea Gains Ground
Video: Sådan kommer en asteroide-mission til at foregå
Hvem er Lockheed Martin? Læs mere på Sourcewatch
Underlægningsmusik: Gil Scott-Heron: a rat done bit my sister Nell, while Whitey's on the moon ...

Det bevidst Dumme Folkeparti

Hvad er der i vejen med Dansk Folkeparti? Hvorfor kan de ikke se, at de selv er den største hvervetjeneste for eventuelle islamister?

DF siger, at vi er én gruppe (danskerne) mod en anden gruppe (muslimer). Men hvis du hetzer en bestemt gruppe mennesker (som altså DF hetzer muslimer), går de i forsvarsposition. Det er elementær psykologi, undersøgt af rigtig mange folk i hvide kitler - fx Shah et. al. 2004.

At gå i forsvarsposition medfører blandt andet at -
- man bliver mere lukket overfor mennesker, der ikke er med i ens egen gruppe
- man bliver dårligere til at se muligheder og løsninger
- man foretrækker at bruge gamle faste forklaringer til at løse nye og ukendte problemer
- man er hurtigere til at lægge sig fast på én bestemt forklaring, i stedet for at overveje, om der kunne være andre forklaringer.

Så den måde, som DF farer frem mod muslimer på, betyder altså at muslimer bliver lukkede overfor ikke-muslimer, får sværere ved at se måder at løse denne konflikt på, foretrækker løsninger de allerede kender ( = bliver mere "muslimske"), og hellere vil vælge én enkel løsning i stedet for at vælge mellem flere nuancerede løsninger.

Og vi snakker her om en helt automatisk reaktion. Det har ikke noget at gøre med hvem du er, eller hvilken kulturel/religiøs/æstetisk/etc baggrund du har - sådan reagerer enhver menneskelige hjerne bare, før den tænker sig om to gange.

Ved at hetze alle muslimer øger DF altså risikoen for, at et eller andet fjols, der ikke kan finde ud af at tænke sig om to gange, bliver modtagelig for idéen om at "Verden er meget simpel - Vesten er din fjende, her er din selvmordsbombe."

(Udfra samme logik kommer det her indlæg så heller ikke til at overbevise én eneste DF'er om idiotien i deres politik: Jeg er tydeligvis ikke med i DFs gruppe, og derfor vil de bare afvise det automatisk. Men i det mindste har jeg fået luft.)

Sol Invictus, #2

Da vi byggede maskinerne, lå der en lysende fremtid foran os, fri for det meste af det arbejde der er nødvendigt, for at vi kan "live long and prosper".

De drømme er røget i skraldespanden. Den lysende fremtid er gået op i profitmaksimering, øgede produktivitetskrav og deraf følgende frasortering af mennesker som ikke er 110% produktive samt stressning af dem der ikke bliver frasorteret, uholdbart overforbrug hjulpet af reklamebranchens pakning og salg af vores egne drømme til os selv, angst fordi vi aldrig får den lykke som vi lige har købt os til, tingsliggørelse af mennesker og mellemmenneskelige forhold, stigende ulighed i fordelingen af goderne i vores alle sammens verden...

Men jeg er heldigvis ligeglad. Hvis det er sådan I vil indrette verden, så kryber jeg sgu ned i de sprækker der stadig er tilbage, og genopdager en verden af skønhed, dybde, autenticitet, selverkendelse, forståelse, direkte aktion, glæde, stilhed og jublende støj.

For det kan stadig lade sig gøre. Det skal kunne lade sig gøre.
Menneskets bevidsthed om sig selv og sit forhold til andre mennesker er for stor og smuk en anomali i det her enorme kolde verdensrum til at det kan lade sig gøre at ignorere den, at ignorere vores potentiale for at blomstre og leve, i stedet for bare at overleve -
- i stedet for bare at overleve en tilværelse, hvis eneste mål er at dynge mere økonomisk vækst på et bruttonationalprodukt, som alligevel er revnende ligeglad med om vi lever eller dør, om vi drømmer eller bare er bevidstløse...

Hvornår fatter I at det vores alle sammens verden? Hvornår finder I ud af at det her er et SAMfund og ikke et HVER-FOR-SIG-fund? Fuck økonomisk vækst som målestok for hvor godt vi har det. Menneskelig vækst er den eneste målestok for mennesker.

Sol Invictus

13 millioner grader varm, 1,4 million km i diameter, indeholder mere end 99% af alt stof i solsystemet, og alt i alt så ærefrygtindgydende, at meget få religioner har én dedikeret sol-gud; solens overvældende kvaliteter flyder over i det meste af det, der overhovedet er værd at tilbede.

NASA har fået deres Solar Dynamics Observatory op at køre - den nye information er mest oplysninger, billederne ligner stort set hvad man har set allerede. Men det er stadig lidt af et chok at se denne kæmpe på nærmere hold, som den svæver derude i det sorte tomrum.

Pazuzu!

Hvad er værst - ødelæggelse eller sygdom til døden? De gamle forstod, at man må vælge: Ødelæggelse ved dæmonen Pazuzu eller sygdom ved dæmonen Lamashtu.

Pazuzu er den sydvestlige vinds dæmon - der, hvor de altædende græshoppesværme kommer fra; den vind, der bringer tørke og hungersnød. Og han er den dæmon man påkalder for at beskytte sig mod Lamashtu, der bringer pest og stjæler livet fra børn og kvinder: "Jeg er Pazuzu, søn af Hanpa, konge over de onde ånder fra luften, som kommer voldsomt fra bjergene og spreder megen ødelæggelse." Han bringer en vind så voldsom at den lægger menneskenes byer øde, men beskytter dem mod sygdom, afkræftelse, svækkelse. Han er selv en ond ånd, men holder samtidig andre onde ånder væk, og beskytter således mennesket mod sygdom og død.

I en tidlig inkarnation, som stormfuglen Zu, stjal han skæbnetavlerne fra dragen Tiamat - brød loven og tog skæbnen i sine egne hænder, så at sige.

Mahatma Gandhi siger: "Det er bedre at vi er voldelige, hvis der er vold i vore hjerter, end at skjule sin impotens under dække af ikke-voldelighed."

... og jeg falder naturligvis over Pazuzu, fordi han er et af de stærkeste billeder i min barndoms tegneserier, Adele Blanc-Secs ekstraordinære oplevelser. Filmatiseret af Luc Besson, men kom den nogensinde op i biograferne herhjemme?