Da vi byggede maskinerne, lå der en lysende fremtid foran os, fri for det meste af det arbejde der er nødvendigt, for at vi kan "live long and prosper".
De drømme er røget i skraldespanden. Den lysende fremtid er gået op i profitmaksimering, øgede produktivitetskrav og deraf følgende frasortering af mennesker som ikke er 110% produktive samt stressning af dem der ikke bliver frasorteret, uholdbart overforbrug hjulpet af reklamebranchens pakning og salg af vores egne drømme til os selv, angst fordi vi aldrig får den lykke som vi lige har købt os til, tingsliggørelse af mennesker og mellemmenneskelige forhold, stigende ulighed i fordelingen af goderne i vores alle sammens verden...
Men jeg er heldigvis ligeglad. Hvis det er sådan I vil indrette verden, så kryber jeg sgu ned i de sprækker der stadig er tilbage, og genopdager en verden af skønhed, dybde, autenticitet, selverkendelse, forståelse, direkte aktion, glæde, stilhed og jublende støj.
For det kan stadig lade sig gøre. Det skal kunne lade sig gøre.
Menneskets bevidsthed om sig selv og sit forhold til andre mennesker er for stor og smuk en anomali i det her enorme kolde verdensrum til at det kan lade sig gøre at ignorere den, at ignorere vores potentiale for at blomstre og leve, i stedet for bare at overleve -
- i stedet for bare at overleve en tilværelse, hvis eneste mål er at dynge mere økonomisk vækst på et bruttonationalprodukt, som alligevel er revnende ligeglad med om vi lever eller dør, om vi drømmer eller bare er bevidstløse...
Hvornår fatter I at det vores alle sammens verden? Hvornår finder I ud af at det her er et SAMfund og ikke et HVER-FOR-SIG-fund? Fuck økonomisk vækst som målestok for hvor godt vi har det. Menneskelig vækst er den eneste målestok for mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar