tirsdag den 5. april 2011

Så ser man lige Lars Løkke prøve at løbe fra regningen...

Lars Løkke Rasmussen holdt i dag status over sine to år som statsminister (Jyllands-Posten: Løkke: Krisen var ikke min skyld). Han prøvede ved lejligheden som skrevet at lægge ansvaret for den økonomiske krise fra sig, ved blandt andet andet at kalde krisen en tsunami (meget billigt og letgennemskueligt retorisk kneb, der skal få det til at lyde som om små statsministre ikke har nogen som helst mulighed for at styre deres lands økonomi). Og videre:

Løkke ville på pressemødet ikke give den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) en del af skylden for den økonomiske krise, og ville heller ikke selv tage ansvaret.

»Jeg tror, at der er almindelige accept af, at jeg ikke har skabt denne krise, men jeg har haft ansvaret for at styre fri,« sagde Lars Løkke Rasmussen.


BEEEEEP. Forkert svar. Den økonomiske krise var jeres skyld.

For det første skabte I boligboblen i et forsøg på at få gang i økonomien: Skatterne på fast ejendom blev fastfrosset, hvilket førte til at friværdierne steg, hvilket fik husejerne til at belåne friværdien og købe samtalekøkkener m.v. for deres lånte penge. Der var opsving i økonomien i en periode - men da huspriserne nåede et niveau hvor almindelige lønninger ikke havde skyggen af en chance for at følge med længere, brast dén boble naturligvis.

For det andet har I kæmpet for en kultur, der fokuserer ensidigt på penge og prestige: Økonomisk vækst er meningen med livet, og de der rundkredssamtaler skal stoppes med hård hånd. Til gengæld har I set stort på værdier som integritet, samarbejde og samtale (Fx: Per Stig Møller der mente at juraen ikke tillod en Irak-krig men blev banket på plads af sin chef, eller "der er ikke noget at komme efter," eller "nu slukker jeg mikrofonen," ). Og dén kultur, og mennesker med dén form for bevidsthed, vil udnytte enhver mulighed for at rage til sig og se ud som en vinder (hej, Penkowa). Og vil gøre det med glæde, lige meget hvor amoralsk og langtids-uholdbar deres opførsel så er: Bolighajer, børsnarkomaner og så videre.

Resten af de fadæser, hvormed I lagde grunden til den nuværende krise - at slække på reglerne for bankers udlån, muligheden for afdragsfrie boliglån m.v. - kunne du læse mere detaljeret om i Politiken i sommers: Foghs fejlplacerede selvforherligelse.

Det korte af det lange er, at den politik, der skabte det kunstige, låne-financierede og midlertidige opsving, var præcis den samme politik, der skabte det efterfølgende krak.

Og det var jeres politik. Din politik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar