(Dette er en opfølger til Fra Invita til den indre fantasiløse usikkerhed)Det er meget let at brokke sig, men brok alene kommer vi lissom ikke så langt med. Så jeg ringede til Invita for at høre hvad de havde tænkt på, da de skruede deres kampagne sammen.
Innovationsdirektør Helle Fylgraff virker først lidt overrasket over denne her person, der ringer ud af det blå og prøver at forklare, at øh, han føler sig i bund og grund hånet af Invita og Mads Christensen, bare han går uden for en dør. Men hun indvilliger hurtigt - "hvis du er så sur, at du ligefrem skriver om det, så vil jeg jo gerne høre, hvad du har at sige".
- Hvorfor har I valgt Blærerøven som fokus for den her kampagne?
- Fordi vi gerne vil fortælle, at vi ikke går på kompromis, når det drejer sig om kvalitet og lækre detaljer i vores køkkener. Og det mente vi, at Mads Christensen var et meget godt forbillede på; han går jo aldrig på kompromis, siger Helle Fyllgraf:
- Men der er et indbygget paradoks i kampagnen, fordi Mads Christensen for mange er kendt som den store blærerøv, men vi bruger ham til at fokusere på en indre blærerøv, de indre værdier og kvaliteter. Meningen er ikke, at man skal vise sig frem eller blære sig - vi vil gerne fokusere på brugen af køkkenet, på den indre glæde, man får i det daglige over at arbejde i et køkken med ordentlig kvalitet, glæden ved detaljerne. Det er derfor vi kalder det den 'indre blærerøv'.
- Okay.. så vil jeg jo nok mene at I ikke har ramt helt plet...
- Ja... det kan være, at nogle opfatter det anderledes, - vi ved heldigvis også, at størsteparten opfatter det som vi havde tiltænkt, siger Helle Fyllgraf:
- Men det var da også et sats at bruge Mads Christensen - halvdelen af befolkningen synes jo han er fantastisk, mens den anden halvdel ikke bryder sig om ham.
Så det. Historien ender med bare at handle om en forfejlet reklamekampagne (eller at jeg ikke kan forstå et budskab på fire ord; der skal jo to til at kommunikere). Jeg føler mig lidt dum over at have hidset mig op på den måde, for det var jo ikke sådan de mente det...
Men så begynder jeg at spekulere over, hvordan denne tanke overhovedet kan opstå: At glæden ved godt håndværk er synonymt med at blære sig. Er det bare sproglig uformåen, eller stikker der noget andet under?
Der stikker noget andet under.... Hos
reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, der står bag kampagnen, forklarer Helle Fyllgraf videre, at
"Mads Christensen skiller vandene. Nogen kan lide ham, og andre kan ikke. Men det er helt okay. Folk må gerne tage stilling til vores reklamer, og når vi samtidig går dybere ned i vores målgruppe, så er der et rigtig godt match mellem dem, vi gerne vil have fat i og Mads Christensen."
Altså: Der er en del af befolkningen, som ikke skelner mellem udvendigt blær og reelt godt håndværk. Og det er altså den del af befolkningen, som Invita gerne vil have fat i, fordi Invita kan tjene penge på at sælge køkkener til dem.
Målgruppen for Invitas kampagne føler et sted i deres indre at "Det Gode" - det gode liv, den mest fyldestgørende måde at bruge sin korte tid under solen - er at skaffe sig status.
Og det er forkert. At fokusere på ydre værdier som status og ejendele gør dig 60% mere paranoid, 52% mere narcissistisk og får dig til at føle dig 48% mere tom indeni, i forhold til gennemsnitsborgeren - og meget mere af samme livsfjendtlige skuffe.
Det var i hvert fald det resultat Patricia og Jacob Cohen kom frem til i 1996: De udspurgte 700 børn og unge i New York om deres fokus på ydre kontra indre værdier, og tjekkede derefter hvor meget disse børn og unge led af en lang række personlighedsforstyrrelser. Hele undersøgelsen er her, og den er desuden refereret i Tim Kassers The High Price of Materialism, som jeg har skrevet kort om her.
Men der er penge i lortet. Og derfor blærer Mads Christensen sig, på vegne af Invita, i reklamer på tv og i gadebilledet, hvor det ikke er til at slippe for at se på ham, med mindre du bruger dine dyrebare hjerne-ressourcer på bevidst at undgå det. Og hvis du tror at dét ikke påvirker dig, er du kraftedme fucking naiv:
"Næh, jeg bliver skam ikke påvirket af mine omgivelser. Min omverden betyder ikke noget, for jeg lever kun inde i mit eget hoved. Og der er heller ikke nogen grænser for, hvad jeg kan koncentrere mig om at undgå at se på." Lyder det realistisk? Nej, og det er det heller ikke.
Derfor pisser Invitas kampagne mig - stadigvæk & igen - af. Den lokker os ind i en måde at tænke på, som giver mindre livsglæde og dårligere muligheder for kærlighed og nære forhold, alene fordi Invita og Mads Christensen skal tjene penge. Det er muligvis godt for Danmarks økonomiske vækst - men det er dræbende for de mennesker, der lever i Danmark.
P.S. - Ironisk nok kan blærerøven himself godt fornemme, at situationen er uholdbar. Det kan du læse i Berlingske Fri's fantastiske interview med Mads Christensen:
»Jeg tror, du bliver skuffet. Der er ikke noget bag facaden.«Det var Mads Christensens reaktion, da han hørte, vi ville lave en længere ting med ham. Ordene lød, som hvis et menneske, jeg kun kender perifert, pludselig siger: »Min mor døde i morges.« Ærligt, uigenkaldeligt, hårdt. Og man ved ikke, hvad man skal svare.
