søndag den 14. november 2010

Heartbreak Hotel

"Sometimes I feel so heartbroken, I could kill..." - personerne skifter, men the song remains the same.

























Valby station, fredag aften: En gammel bums med adresse på Sundholm står og skriger af fire unge hårdkogte drenge og deres to veninder. "Snothvalpe! Jeg har været i militæret! Jeg banker jer! Pas på, jeg kan nærkamp!". Knægtene fatter ikke en skid af hans afmagt, det eneste de ser er en fyr de kan tæve som truer deres selvværd - så lidt skal der åbenbart til. De har selv tydeligvis ikke andet end deres macho-frisurer, sorte jakker og attituder at læne sig op ad. Den ene underhund bider efter den anden, mens de rige får skattelettelser for at vi kan øge den økonomiske vækst og bevare den danske velfærdsstat. Hold kæft, hvor jeg dog hader den måde det her samfund er ved at blive skruet sammen på.

Vi vil ikke betale mere i skat... eller vil vi?

Buddha sagde: ”Stol ikke på noget, alene fordi en masse mennesker siger det. Stol ikke på noget, alene fordi det kommer fra en autoritet” (i min frie oversættelse).

Og det er værd at huske sig selv på. For vi ved jo alle sammen, at danskerne ikke vil betale mere i skat: Nationalbankens direktør Nils Bernstein bliver citeret i Børsen for at "vi har nået smertegrænsen for skat". Direktøren for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd siger, at vi befinder os ved slutningen af en epoke, hvor skattetrykket ikke kan vokse yderligere.

Så burde der jo ikke være noget at diskutere. Autoriteterne er enige: Vi vil ikke betale mere i skat.

Men øh... Jo vi vil! Det står i Børsen, af alle steder. Skattenægternes yndlingsavis skriver om en rundspørge, hvor 2 ud af 3 af os siger "Jo, vi vil faktisk gerne betale mere i skat!": Danskerne vil betale mere i skat

Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan der kan opstå sådan en enighed i den offentlige debat om noget, som helt åbenlyst er lodret forkert!

Er det dovenskab – at man ikke gider undersøge, hvad skatteyderne egentlig mener? Inkompetence – at man ikke kan finde ud af at spørge? Er det fordi man er ligeglad? Er det fordi d'herrer kun bevæger sig i vellønnede cirkler, hvor topskattelettelser virkelig giver kassen?

Det er især til at tude af raseri over, at Nils Bernstein får lov til at slippe afsted med sin påstand. For i den tale, han bliver citeret fra, siger han (med lidt andre ord), at han gætter på at smertegrænsen er nået. Ingen komplicerede nationaløkonomiske argumenter eller noget som helst i den dur - han gætter bare. Gætter? Hvad er der sket med at gå ud og undersøge virkeligheden, Bernstein? Røg det ud i 2001 sammen med eksperterne? … for slet ikke at tale om, at han siger det efter at ham og hans rige venner har fået skattelettelser. Din skat er ikke steget, Bernstein, den er faldet!

Smertegrænse, min bare røv!

Bernstein: Smertegrænsen for skat er nået
Skattetrykkets epoke er slut - dr.dk/P1/Krause på tværs/Udsendelser

tirsdag den 2. november 2010

Invita #2

(Dette er en opfølger til Fra Invita til den indre fantasiløse usikkerhed)

Det er meget let at brokke sig, men brok alene kommer vi lissom ikke så langt med. Så jeg ringede til Invita for at høre hvad de havde tænkt på, da de skruede deres kampagne sammen.

Innovationsdirektør Helle Fylgraff virker først lidt overrasket over denne her person, der ringer ud af det blå og prøver at forklare, at øh, han føler sig i bund og grund hånet af Invita og Mads Christensen, bare han går uden for en dør. Men hun indvilliger hurtigt - "hvis du er så sur, at du ligefrem skriver om det, så vil jeg jo gerne høre, hvad du har at sige".

- Hvorfor har I valgt Blærerøven som fokus for den her kampagne?
- Fordi vi gerne vil fortælle, at vi ikke går på kompromis, når det drejer sig om kvalitet og lækre detaljer i vores køkkener. Og det mente vi, at Mads Christensen var et meget godt forbillede på; han går jo aldrig på kompromis, siger Helle Fyllgraf:
- Men der er et indbygget paradoks i kampagnen, fordi Mads Christensen for mange er kendt som den store blærerøv, men vi bruger ham til at fokusere på en indre blærerøv, de indre værdier og kvaliteter. Meningen er ikke, at man skal vise sig frem eller blære sig - vi vil gerne fokusere på brugen af køkkenet, på den indre glæde, man får i det daglige over at arbejde i et køkken med ordentlig kvalitet, glæden ved detaljerne. Det er derfor vi kalder det den 'indre blærerøv'.
- Okay.. så vil jeg jo nok mene at I ikke har ramt helt plet...
- Ja... det kan være, at nogle opfatter det anderledes, - vi ved heldigvis også, at størsteparten opfatter det som vi havde tiltænkt, siger Helle Fyllgraf:
- Men det var da også et sats at bruge Mads Christensen - halvdelen af befolkningen synes jo han er fantastisk, mens den anden halvdel ikke bryder sig om ham.

Så det. Historien ender med bare at handle om en forfejlet reklamekampagne (eller at jeg ikke kan forstå et budskab på fire ord; der skal jo to til at kommunikere). Jeg føler mig lidt dum over at have hidset mig op på den måde, for det var jo ikke sådan de mente det...

Men så begynder jeg at spekulere over, hvordan denne tanke overhovedet kan opstå: At glæden ved godt håndværk er synonymt med at blære sig. Er det bare sproglig uformåen, eller stikker der noget andet under?

Der stikker noget andet under.... Hos reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, der står bag kampagnen, forklarer Helle Fyllgraf videre, at
"Mads Christensen skiller vandene. Nogen kan lide ham, og andre kan ikke. Men det er helt okay. Folk må gerne tage stilling til vores reklamer, og når vi samtidig går dybere ned i vores målgruppe, så er der et rigtig godt match mellem dem, vi gerne vil have fat i og Mads Christensen."
Altså: Der er en del af befolkningen, som ikke skelner mellem udvendigt blær og reelt godt håndværk. Og det er altså den del af befolkningen, som Invita gerne vil have fat i, fordi Invita kan tjene penge på at sælge køkkener til dem.

Målgruppen for Invitas kampagne føler et sted i deres indre at "Det Gode" - det gode liv, den mest fyldestgørende måde at bruge sin korte tid under solen - er at skaffe sig status.

Og det er forkert. At fokusere på ydre værdier som status og ejendele gør dig 60% mere paranoid, 52% mere narcissistisk og får dig til at føle dig 48% mere tom indeni, i forhold til gennemsnitsborgeren - og meget mere af samme livsfjendtlige skuffe.
Det var i hvert fald det resultat Patricia og Jacob Cohen kom frem til i 1996: De udspurgte 700 børn og unge i New York om deres fokus på ydre kontra indre værdier, og tjekkede derefter hvor meget disse børn og unge led af en lang række personlighedsforstyrrelser. Hele undersøgelsen er her, og den er desuden refereret i Tim Kassers The High Price of Materialism, som jeg har skrevet kort om her.

Men der er penge i lortet. Og derfor blærer Mads Christensen sig, på vegne af Invita, i reklamer på tv og i gadebilledet, hvor det ikke er til at slippe for at se på ham, med mindre du bruger dine dyrebare hjerne-ressourcer på bevidst at undgå det. Og hvis du tror at dét ikke påvirker dig, er du kraftedme fucking naiv:
"Næh, jeg bliver skam ikke påvirket af mine omgivelser. Min omverden betyder ikke noget, for jeg lever kun inde i mit eget hoved. Og der er heller ikke nogen grænser for, hvad jeg kan koncentrere mig om at undgå at se på."
Lyder det realistisk? Nej, og det er det heller ikke.

Derfor pisser Invitas kampagne mig - stadigvæk & igen - af. Den lokker os ind i en måde at tænke på, som giver mindre livsglæde og dårligere muligheder for kærlighed og nære forhold, alene fordi Invita og Mads Christensen skal tjene penge. Det er muligvis godt for Danmarks økonomiske vækst - men det er dræbende for de mennesker, der lever i Danmark.

P.S. - Ironisk nok kan blærerøven himself godt fornemme, at situationen er uholdbar. Det kan du læse i Berlingske Fri's fantastiske interview med Mads Christensen:
»Jeg tror, du bliver skuffet. Der er ikke noget bag facaden.«

Det var Mads Christensens reaktion, da han hørte, vi ville lave en længere ting med ham. Ordene lød, som hvis et menneske, jeg kun kender perifert, pludselig siger: »Min mor døde i morges.« Ærligt, uigenkaldeligt, hårdt. Og man ved ikke, hvad man skal svare.