(Dette indlæg er meget gammelt - men de sidste to gange, jeg lagde det op, blev det slettet af Blogger, uden forklaring. Jeg prøver igen...)
Den bedste video, der nogensinde er lavet, er et remix af et Britney Spears-nummer. Den næstbedste er Britneys egen version af samme nummer. Men kun hvis man ser den lige efter nr. 1.
Remixet først - af den amerikanske witch house-trio Salem - og hvis du ikke kender dem, så hed deres debut-EP fra 2008 'Yes I Smoke Crack', i sine teenageår trak et af medlemmerne på gaden for at få penge til coke og heroin, og han beskriver sig selv som "sorta, like, a pretty, like, depressed person."
Salem sætter Britneys dance-nummer ned i et slæbende halvt tempo, der får hendes vokal til at lyde som noget, der er ved at opgive ånden.
Fint nok. Men videoen - ... det er ikke det, at der er thai-ludere og våben i den. Det er måden, de er der på - grønne natoptagelser af amerikansk militær i krig et sted i verden, i én lang strøm uden overraskelser, timing, perspektiv, forandring, værdier, mens et spøgelse klager "keep on dancing till the world ends"... planmæssigt fremadskridende målrettet destruktion, ingen historie, bare billede efter billede efter billede... Blot og bar registrering, som om det var et totalt udstenet crack-hoved, der sad og så det. Men på samme tid også som om det var den fremtid, George Orwell skrev om i 1984: En militærstøvle, der tramper på et menneskeansigt i al evighed.
Det er bruttonationalproduktets langsomme nådesløse 2%-vækst på bekostning af den økologi, vi lever i, det er realpolitikkens langsomme brutale march hen over alle menneskeretslige idealer... og det er ikke fremstillinger af de her ting, det er ikke som om eller ligesom eller kan du se hvad jeg mener - det er konkrete feltoptagelser, billeder fra virkeligheden.
Og samtidig er den apatiske måde, som billederne skrider frem på, også det faktum, at vi allerede ved alt dette (eller kan komme til at vide det), men ikke brænder os selv levende på Christiansborgs trappe i protest. Som ellers ville være den eneste fyldestgørende måde at fortælle, hvor skrigende umenneskeligt absurd en verden, disse billeder er optaget i. Men nej - vi bliver siddende og kigger på billederne. Uden at blive overraskede, uden at få et nyt perspektiv, uden at forlange forandring, uden at råbe op om at vore værdier bliver krænkede...
Salem siger, at "You’d be hard-pressed to find a band more painfully honest than us". Og det er præcis, hvad denne video er: Ærlig, så det gør ondt. Den viser ikke et budskab - den er sit budskab. Der er ingen steder at gemme sig fra det, den taler om - ingen klipperytme at falde ind i, ingen medrivende billeder at blive væk i, ingen opråb til fremtidig aktivitet så man kan forsvinde i håbet om at fra i morgen skal det ikke bare være olie og penge, der afgør, om vi vil støtte en revolution... for fanden, her er ikke engang en klage over tingenes tilstand. Her er ikke andet end en udstilling af sjælløs shock & awesomeness, og vores stiltiende accept af det. Keep on dancing till the world ends.
I modsætning til Salems kombination af hjemmevideo og feltoptagelser, er Britneys egen glansbilled-video et Mad Max/Matrix-rave, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være (de livsglade unge mennesker er betalte og koreograferede dansere etc).
Men med Salems udgave som baggrund bliver Britney røntgenfotograferet, og man kan klart og tydeligt se marionetdukken dingle rundt i underholdningsindustriens snore, mens Halliburton forbereder den næste vestlige pro-demokratiske intervention, og Goldman Sachs styrker sin overskudsgrad ved at spekulere i prisen på fattige inderes aftensmad. Det er sådan, verden går under - hverken med et skrig eller en klynken, men med lidt let underholdning.
Salems website
Interview I
Interview II
