Hvorfor, Omar? To historier om samme sag

Hovedparten af avishistorierne om Omar Abdel Hamid el-Hussein har (naturligvis) enten udråbt det til islamisk terrorismes indtog i Danmark, eller fremhævet de omstændigheder i hans liv, der skubbede på, at han slog to uskyldige mennesker ihjel:

En mørk bølge af islamistisk terror har ramt Danmark

Attentatmand ytrede ønske om at kæmpe med Islamisk Stat i Syrien

Få minutter før angreb: Hævn over de vantro
Se hans uhyggelige synderegister: Tidligere domme afslører terroristens svaghed for våben

Barn af palæstinensiske flygtninge forråes af opvækst i socialt boligområde, får hash-psykose, lukker sig om sig selv og slår uskyldige ihjel
I 2011 mødte jeg gerningsmanden i Mjølnerparken
Den fortvivlede overfaldsmand
Den kvikke og antændelige mand endte som terrormistænkt

Det er naturligvis nødvendigt at man læser begge sider. Hvilket kan være sværere end man umiddelbart tror. Det er i hvert fald min erfaring. Selvom jeg kastede mig over (næsten!) alt hvad jeg kunne finde om manden, tog det mig alligevel tre dage at få læst de 'islamistisk terror'-orienterede artikler.
    Jeg brød mig ikke om den forklaring, de lagde op til: At 'islamistisk terrorisme' er  hovedforklaringen på Omar Hussein. For i kølvandet på den forklaring kommer som regel et krav om at lukke grænserne og give politiet flere penge - og intet andet. Det er mine politiske modstanderes forklaring, og dem kan jeg ikke bøje knæ for! Ligemeget om det så forhindrer en mere konstruktiv indsats mod mere terrorisme (eller hvad vi nu skal kalde det).

Helt overordnet mener jeg at der ikke kun er én forklaring på knægtens handlinger. Der er (som altid) rigtig mange:

• Barn af palæstinensiske flygtninge
• Bande-relationer - adgang til våben samt forråelse
• Alt for meget tjald
• Holde sine tanker for sig selv
• Lidt for hurtigt hoved der fører til lidt for hurtige, men velargumenterede og sammenhængende konklusioner
• Selve idéen om at denne form for terrorisme er en mulighed
• Påvirkning (fra hvem?) under fængselsophold

Det her er en ubehagelig liste ligemeget hvem man er. Man kan ikke fjerne nogen af leddene i ligningen uden at resultatet ændres - heller ikke de led der handler om inspirationen fra islamistisk terrorisme. Ville Omar Hussein have angrebet Krudttønden og den jødiske synagoge uden World Trade Center, bomberne i London og Madrid eller Charlie Hebdo? Det kan jeg simpelthen ikke få til at gå op.

Det er ubehageligt for mig at konkludere, at verden ikke ser ud som jeg gerne vil have - især når det handler om de helt grundlæggende følelsesmæssige værdier som fx om verden er farlig (fordi den er fyldt med mørke kræfter) eller ej.  For jeg lider lige så meget som alle andre af confirmation bias - vores tendens til udelukkende at søge information, der bekræfter hvad vi allerede (tror vi) ved.

Den tendens til bekræftelse løber mere af med os, desto stærkere følelser emnet vækker i os. Så jo mere vi føler trang til at lade os bekræfte, jo vigtigere er det at kæmpe imod.

For vores løsninger skal jo tage alle de virksomme dele af virkeligheden med i beregningen, hvis de virkelig skal virke. Og vi bliver også nødt til at sætte os ind i, hvilken virkelighed de andre danskere - dem, vi er uenige med - render rundt i, hvis vi skal kunne blive enige med dem om hvad vi gør nu.

Med andre ord, kære venstreorienterede læser: Læs mere BT og Jyllands-Posten, når du har allermindst lyst til det. Og mere Information og Politiken til den anden side, naturligvis.

Det bliver ikke rart, men tænk på det som intellektuel levertran.

Arbejdsløse kan forlange løntilskud i det offentlige

Denne historie er aflyst - den omtalte paragraf blev fjernet 1. januar 2015.

Hvis du er arbejdsløs, kan du forlange, at det offentlige opretter en bestemt løntilskudsstilling til dig.

Dybt begravet i bunken af love, som man skal overholde, når man er arbejdsløs, ligger et par paragraffer, som giver dig mulighed for at forlange at få en løntilskudsstilling i det offentlige. Det er et midlertidigt og lavtlønnet job, men dog et job.

I 'Bekendtgørelse af lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats' står, at alle offentlige arbejdspladser har pligt til at oprette et bestemt antal løntilskudsstillinger. Loven giver samtidig jobcenteret ret til at forlange, at en offentlig arbejdsplads opretter en bestemt løntilskudsstilling. Arbejdspladsen kan sige nej, men så skal de til gengæld betale din understøttelse i den periode, ansættelsen ville have varet.

Paragrafferne står helt nøjagtigt i kapitel ni i 'Bekendtgørelse af lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats':

§ 56. Inden for eget forvaltningsområde eller i anden offentlig eller offentligt støttet institution har kommunerne, regionerne og staten pligt til at fremskaffe en given kvote for ansættelse med løntilskud (...).

§ 56 a. Jobcenteret kan inden for kvoten anmode kommuner, regioner eller statslige myndigheder om at stille en konkret løntilskudsplads (...) til rådighed (...).

Så hvis du fx gerne vil prøve dine evner som gartner af, kan du altså bede Københavns Teknik- og Miljøforvaltning om at oprette en løntilskudsstilling som gartner i 'Center for Drift, Indre By'.

Arbejdsministeren siger at den er god nok

Men kan det nu virkelig passe? Det lyder næsten for vildt at man skulle kunne tvinge Systemet til at gøre noget som helst.

Jeg har heller ikke umiddelbart fundet nogen, der har prøvet at bruge paragrafferne i virkeligheden. Men ifølge tidligere arbejdsminister Mette Frederiksen er den altså god nok. Det ved jeg fordi jeg har spurgt hende.

Selvom de forskellige dele af det offentlige (stat, kommuner og regioner) har fået at vide, hvor mange stillinger de skal oprette, så sker det bare ikke - stillingerne bliver ganske enkelt ikke oprettet. Jeg skrev til arbejdsministeren for at få svar på, hvordan man så får det offentlige til at oprette disse stillinger, og hun svarede blandt andet:

"Arbejdsgiveren skal stille pladsen til rådighed inden for en frist på 24 dage. Hvis arbejdsgiveren ikke overholder det, skal arbejdsgiveren betale udgifterne til tilbud til den ledige i op til seks måneder.

På den måde har offentlige arbejdsgivere en tilskyndelse til at stille en løntilskudsplads til rådighed, når jobcenteret beder om det, og der i øvrigt er plads inden for kvoten."

Initiativet ligger altså hos os selv. Hvis det offentlige skal oprette de løntilskudsstillinger, som det har pålagt sig selv at oprette, har vi selv ansvaret for at det kommer til at ske. 

De arbejdsløse skal leve op til krav eller straffes - det offentlige slipper uden påtale

Beskæftigelsesminister Mette
Frederiksen: Straffer de arbejdsløse
for ikke at leve op til krav, men ignorerer
når det offentlige - bl.a. hendes eget
ministerie - gør det samme.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har indført skrappere krav til kontanthjælpsmodtagere: Hvis ikke de søger nok jobs og søger "bredt, intensivt og realistisk", bliver der trukket i kontanthjælpen ved kasse 1.

Men mens kontanthjælpsmodtagerne skal straffes for ikke at gøre en indsats for at mindske arbejdsløsheden, slipper Mette Frederiksens eget ministerium afsted med præcis det samme - helt ustraffet. Og rigtig mange offentlige institutioner med hende.

Det offentlige skal oprette
stillinger til ledige, men gør det ikke
Siden 2009 har alle offentlige institutioner haft pligt til at oprette en vis mængde løntilskudsjobs. Det er stillinger, der er øremærket til ledige.

Men stillingerne bliver i stort omfang slet ikke bliver oprettet. Af alle landets ministerier, regioner og kommuner er det kun Kultur- og Udenrigsministeriet samt Randers og Skive kommune, der har opfyldt deres kvoter (nb: august 2013). Alle andre offentlige institutioner blæser det tilsyneladende en lang march, og mangler at oprette mellem 20 og 93 procent af deres løntilskudsstillinger.

Mette Frederiksens eget Beskæftigelsesministerium skal oprette 46 jobs, men er for tiden 17,2 stillinger bagefter. Ovre hos Margrethe Vestager i Økonomi- og Indenrigsministeriet mangler man stadig at oprette 20 ud af 30 påbudte stillinger. Det var Margrethe Vestager der forsvarede regeringens nedskæringer overfor de arbejdsløse med, at "der godt må være en tilskyndelse til at gribe nogle af samfundets muligheder." Javel. Kunne ministeren mon tænke sig fx at starte med at oprette de muligheder, hun har pligt til?

Ingen straf for offentlig dovenskab
Men der er heller ingen sanktioner overfor det offentlige. Det har ingen konsekvenser for nogen, at en kommune, en region eller et ministerie ikke er med til at bekæmpe arbejdsløsheden og få folk i arbejde. Her er der ingen, der bliver trukket i løn, fyret eller påtalt.

Den lov, som påbyder det offentlige at oprette løntilskudsstillinger, hører under Beskæftigelsesministeriet - Mette Frederiksens eget ministerie. Det er derfor også hende, der i sidste ende afgør, hvor mange stillinger der skal oprettes hvor. Og Arbejdsmarkedsstyrelsen, som hvert kvartal skriver op, hvor mange arbejdspladser det offentlige ikke har fået oprettet - ja, den hører også under Beskæftigelsesministeriet. Så hele problemet ligger på Mette Frederiksens bord. Alligevel har hun ikke taget det op.

Vil Mette Frederiksen indføre sanktioner overfor sig selv?
I parentes bemærket forsvarede Mette Frederiksen de såkaldte nyttejob, hvor kontanthjælpsmodtagere skulle samle hundelorte op, med at sige at nyttejobs ville "fremme oplevelsen af, at det er godt at have et arbejde og at gøre nytte for andre." Men helst ikke i hendes egne kontorgange, altså.

Straffe de arbejdsløse, hvis vi ikke synes de søger nok jobs? Naturligvis skal vi det!
Selv stille de jobs til rådighed, vi har pligt til? Njah, skal det nu også være nødvendigt ...

Jeg venter for øjeblikket på svar fra Mette Frederiksen på, hvorvidt hun overvejer at indføre sanktioner overfor de offentlige institutioner, der ikke gør en aktiv indsats for at bekæmpe den ledighed, som hun kalder "fortsat en af Danmarks største udfordringer." Når de arbejdsløse skal gøre en solid indsats for at undgå straf, kan man vel forlange det samme af dem, der har pligt til at oprette stillinger, så der faktisk er noget arbejde at søge.

Se her, hvor få løntilskudsstillinger staten har oprettet
- de samme tal for kommunerne
- og for regionerne

CEPOS-påstand: Omfordeling skader arbejdsmoralen. Men det passer (heller) ikke

Den borgerlig-liberale tænketank CEPOS har siden 2005 arbejdet for et samfund for de velhavende. Et "fuck you, I got mine!"-samfund. Et hver-for-sigfund. De er gode til at lyde overbevisende, selv når deres argumenter er noget vrøvl. Og de er ligelade med om de vrøvler, så længe de kan forlange at topskatterne skal sænkes. Jeg er træt af dem. Riv masken af CEPOS nu. -- #4:

Netavisen Pio giver endnu et eksempel på, at CEPOS er så uvederhæftige, at de ikke er værd at lytte til:
Da Cepos fuppede journalisterne | | Netavisen Pio

Lars Wernblad Hansen: Medierne slugte råt den liberalistiske propaganda om, at omfordeling og velfærd skader arbejdsmoralen. Men Cepos’ undersøgelse er bogstaveligt talt et sammenkog af halve sandheder.
...
Helt konkret har Cepos undersøgt sammenhængen mellem to spørgsmål i internationale spørgeundersøgelser (WVS/EVS) og graden af omfordeling i et land. De to spørgsmål går på, hvor højt respondenterne vægter ’hårdt arbejde’ som værdi i forhold til børneopdragelse, og hvordan respondenterne vægter arbejde i forhold til fritid.
Cepos hævder på baggrund af undersøgelsen at have dokumenteret, at jo mere omfordeling i et land, jo færre af respondenterne i landet vil svare, at de mener arbejde er en vigtig værdi i børneopdragelsen, og at de vægter arbejde frem for fritid. Cepos glemmer dog at fortælle er, at den sammenhæng faktisk kun eksisterer i halvdelen af de undersøgelser, man har foretaget.
...
Så lad os her til slut forsøge at hjælpe Cepos lidt og undersøge, om man fx i Danmark over de sidste ti år kan finde en sammenhæng mellem ændringer i omfordeling og ændringer i arbejdstid. Tal fra tænketanken Cevea viser, at den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark faldt med cirka 4 procent op gennem 00’erne, fra knap 36½ time i 2001 til 35 timer i 2010.
Ud fra Cepos’ rationale må det jo skyldes, at der er blevet mere omfordeling i Danmark de sidste ti år, så folk er blevet mere dovne og slapper mere af. En række undersøgelser – eksempelvis her, her og her – peger dog på, at det stik modsatte er tilfældet. Det tyder på, at der nok er andre forhold end blot graden om omfordeling, der spiller ind på spørgsmålet om, hvor meget man ønsker at arbejde.
...
Det er altså et godt stykke fra sandheden, når flere medier skriver, at ”Velfærd gør danskerne dovne og fattige”. For det første fordi sammenhængen kun eksisterer når man bruger en bestemt indikator for velfærdsstat, nemlig Gini-koefficienten. For det andet fordi danskerne kun indgår i en mindre del af undersøgelsen. For det tredje fordi Cepos måske nok dokumenterer et sammenfald når man måler på tværs af lande, men ikke en sammenhæng.

Og desuden - som jeg har skrevet tidligere, er der ikke engang en sammenhæng mellem hvor mange timer man arbejder og hvor godt et land klarer sig, så hvor vil de egentlig hen med deres snak om arbejdsmoral? CEPOS er som sædvanlig på glatis, både med hensyn til hvad de vil bevise og hvordan de prøver at bevise det. Har den snakke-tank overhovedet nogensinde givet et væsentligt bidrag til debatten?

Sproget er ikke bare ord, sproget er en verden ... i forandring

Den engelske psykolog Oliver James har en klumme i the Guardian, og skriver her om sprog:
So, here's a carefully packaged sentence that shows me in my best light | guardian.co.uk

(...) public figures and now members of the general public have started prefacing something they are about to say with the word "so" when it is a packaged exercise in self-presentation.

You may think this is a trivial matter but remember George Orwell's famous exhortations about the importance of the use of language in public life. As he showed in his book 1984, language can be manipulated to change reality.

(...) I think all this So-ing may be a symptom of broader trends. It is a fact that we have become what Erich Fromm characterised as marketing characters in a marketing society. Such characters experience themselves as commodities whose value and meaning are externally determined. They define themselves by having rather than being, by what they own, not who they are. This homo consumens is a thing to be bought and sold, just like a house or a car.

In a society where people market themselves as commodities, starting a sentence with 'so' signals a desire to impress.

Jeg kan ikke finde en dansk parallel til lige ordet 'so', men jeg har lagt mærke til en generel tone, hvor folk kan beskrive deres oplevelser med et ordvalg, der halvvejs får det til at lyde som en reklame-speak - en reklame for dem selv som unikke individer. I modsætning til halvfjerdserne og firserne, hvor taleren var i baggrunden, og fokus var på kritik og skepsis overfor det emne, man talte om. Tiderne skifter hele tiden.

Hm. Og nu på jagt efter eksempler...

Nysprog anno 2013

Det samfund, vores folkevalgte ledere prøver at vedligeholde, bryder sammen uden en hvis mængde arbejdsløshed. Alligevel taler de, som om arbejdsløshed er noget man frivilligt vælger; noget, man kan slippe for i morgen; noget, som alt for mange mennesker er godt tilfredse med at bruge deres tid på.

Det er så åbenlyst og skamløst en frækhed, at en enkelt stemme som denne blogger føler sig magtesløs, og bliver nødt til at kalde på hjælp fra anerkendte autoriteter. Hit it, George:

Gribe nogle af samfundets muligheder? Jeg får, som arbejdsløs, lyst til at skrige HVOR ER DEEEEEEEEE?
Og - et passivt liv på overførselsindkomst? Et passivt liv? Mit liv er sgu ikke passivt, din fuckin mæfikke - dit liv er passivt, for du accepterer helt passivt alle de fordomme om de arbejdsløse som bliver kolporteret af Dem Der Ejer Produktionsmidlerne - og som vi alle sammen ved (også dig, Margrethe Vestager, for du har læst de skrifter jeg snakker om), så sidder Dem Der Ejer Produktionsmidlerne også på Kulturen: På de historier, der bliver fortalt om hvordan samfundet hænger sammen og fungerer.

Vi har brug for modhistorier til alle historierne om Dovne Robert etc.:
Her er historien om dengang 'da arbejdsløshed blev selvforskyldt' - "Det var det ikke i 1970’erne, og det var først et stykke op i 1980’erne, at nyliberale ideer om arbejdsløshed begyndte at slå igennem i Danmark." Vendepunktet var en vismandsrapport fra 1988.

Kronik i Politiken af 3Fs forbundsformand og forbundssekretær - de skriver bl.a. om Flittige Frits, der har søgt 1500 (et tusinde fem hundrede) jobs og ikke fået et: 

Arbejdsgivervenlige medier stempler ledige danskere som dovne. Historierne tåler ikke et faktatjek.

Et KÆMPE bål af tre en halv million tusindkrone-sedler ...

... det er, hvad danske kommuner har lavet i år. Fordi de tror de kan spare penge på at fjerne forebyggelse hos børn og unge: 

Næsten en halv mia. kr. forventer kommunerne at spare på udsatte børn og unge, viser budgettal for 2013.

- Altinget.dk: Sparekniv skærer dybest hos udsatte børn

Men det er ikke en besparelse, for vi kommer til at bruge de samme penge plus 3,5 milliarder kroner på de samme børn - bare længere ude i fremtiden. Kommunernes "besparelse" svarer altså til at lægge tre en halv million tusindkrone-sedler i en stor bunke og sætte ild til dem.

Besparelsen går ud på at sætte børn med seriøse psykiske problemer i plejefamilier, i stedet for at sætte dem på behandlingshjem. Men de her børn er fucked up i en grad, så en plejefamilie bare ikke hjælper en meter.

Derfor kommer de her børn til at vokse op og blive fucked up voksne i en blanding af kriminalitet, stofmisbrug og overførselsindkomst. I Sverige har de regnet på hvad det vil koste:

- Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - lykkes det så i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig, siger den svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson.

Også penge at spare i Danmark

Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA, har overført de svenske tal til danske forhold. Her viser regnestykket, at en merinvestering på fire milliarder ville kunne give en besparelse i omegnen af 15-17 milliarder kroner. (Kriminelle koster kassen - dr.dk/DR1/Penge)

Eller på formel: (udgift i år) x 4 = (besparelse i fremtiden). Hvis man kører regnestykket den anden vej, bliver det (besparelse nu) x 4 = (udgift i fremtiden). Og så har vi det fantastiske billede af millioner af brændende tusindkrone-sedler...

Hæv skatterne nu, så vi får råd til at forebygge. Det er det billigste på langt sigt.